Vedtægter for Silkeborg Kajakklub

 

Silkeborg Kajakklub er stiftet den 4. juni 1940.  

Silkeborg Kajakklub er medlem af Dansk Kano og Kajak-Forbund (DKF), Danmarks Idræts-Forbund (DIF), Nordisk Kajak-Forbund (NKF), International Canoe Federation (ICF), samt tilsluttet Idrætssamvirket i Silkeborg (IS)

§ 1 KLUBBENS NAVN OG HJEMSTED

Klubbens navn er "Silkeborg Kajakklub" med hjemsted i Silkeborg kommune.

§ 2 KLUBBENS FORMÅL

Klubbens formål er at samle udøvere af kano-, kajak-, og beslægtede aktiviteter til fælles ture og konkurrencer under betryggende forhold.

 

§ 3 AKTIVT MEDLEMSKAB

Som aktive medlemmer kan optages enhver person som kan og vil overholde klubbens love og bestemmelser.

§ 4 PASSIVT MEDLEMSKAB

Som passivt medlem kan optages personer, der interesserer sig for klubben. 

Passive kan, efter godkendelse fra Bestyrelsen, deltage i konkurrencer for klubben. 

Passive har ikke adgang til kano og kajakroning, eller andre af klubbens aktiviteter på vandet samt styrketræningsfaciliteter uden bestyrelsens tilladelse.

 

§ 5. Indmeldelse, indskud og kontingent samt egenbetaling

Ved indmeldelse betales de af generalforsamlingen fastsatte indskud og kontingenter. 

Kontingent opkræves helårligt forud pr. den 1/4.

Bestyrelsen kan vedtage opkrævning af egenbetaling fra medlemmer, der deltager i aktiviteter, der kun udbydes til en afgrænset gruppe af klubbens medlemmer. 

Aktivt kontingent inkluderer anvendelse af klubbens både. 

§ 6 UDMELDELSE

Udmeldelse skal ske til den administrationsansvarlige/medlemsansvarlige skriftligt. Kontingent kan ikke tilbagebetales.

§ 7 KONTINGENTLEMPELSER

Under særlige forhold kan der, ved henvendelse til Bestyrelsen, eventuelt opnås lempelser i kontingent.

§ 8 RESTANCER OG SLETNING AF MEDLEMMER

Restancer ud over 4 uger efter sidste, rettidige, betalingsdag, opkræves ved skriftlig henvendelse fra Kassereren med et tillæg på 100 kr.  Såfremt medlemmet herefter ikke inden 14 dage har betalt sin gæld, slettes medlemmet af klubben, og har fortabt sin medlemsret. 

Nye medlemmer opkræves kontingent for det antal måneder de er medlem frem til næste ordinære kontingentopkrævning. Kontingent er pr. måned 1/12 af det gældende årskontingent.

§ 9 UDELUKKELSE AF KLUBBEN

Gør et medlem sig skyldig i et forhold, som efter Bestyrelsens skøn gør vedkommende uværdig eller uegnet til at være medlem af klubben, kan Bestyrelsen suspendere medlemmet. Spørgsmålet om eksklusion kan, efter medlemmets krav, behandles på førstkommende generalforsamling.

§ 10 GENERALFORSAMLINGEN

Generalforsamlingen er, med de indskrænkninger disse love foreskriver, den øverste myndighed i klubben. Kun den kan give, ændre eller ophæve klubbens love, samt sætte en tidligere generalforsamlingsbeslutning ud af kraft. 

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned, og skal indkaldes med mindst fire ugers varsel ved annoncering i klubblad eller på foreningens hjemmeside med angivelse af dagsorden. 

Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger før generalforsamlingens afholdelse. Dagsorden, Bestyrelsens beretning, og indkomne forslag offentliggøres på klubbens hjemmeside senest 7 dage før generalforsamlingen. 

Stemmeret har, ved personligt fremmøde, ethvert aktivt medlem, der ikke er i kontingentrestance.

Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig med det antal medlemmer, der er til stede. Afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. 

Lovændringer dog ved kvalificeret majoritet, 2/3 af de afgivne stemmer. 

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes og afholdes under de samme former, når bestyrelsen eller 1/3 af de aktive medlemmer fremsætter skriftligt ønske herom med angivelse af en dagsorden. 

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, valgt af forsamlingen. Dirigenten afgør alle spørgsmål med hensyn til behandlingsmåde, stemmeafgivning, og dennes resultat. 

Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det. Ved personlig valg dog på forlangende. 

Der føres et referat over generalforsamlingens forløb, og dette har fuldt bevisende ret, når det er underskrevet af de tilstedeværende fra Bestyrelsen og godkendt af dirigenten. 

Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde følgende punkter: 

1. Valg af dirigent og referent.

2. Formanden for bestyrelsen aflægger årsberetning.

3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.

4. Indkomne forslag.

5. Fastsættelse af kontingent og godkendelse af budget.

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer, som er på valg:

7. Formand/ bestyrelsesmedlem, lige år.

8. Administrationsansvarlig / bestyrelsesmedlem, ulige år.

9. Kaproningschef / bestyrelsesmedlem, ulige år.

10. Husansvarlig /bestyrelsesmedlem, lige år.

11. Motionschef/ bestyrelsesmedlem, lige år.

12. Polochef/ bestyrelsesmedlem ulige år

13. valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.

14. Valg af revisor 1, ulige år.

15. Valg af revisor 2, lige år.

16. Eventuelt.

§ 11 UDVALGENE

Bestyrelsen afstikker rammerne for udvalgenes ansvarsområder. 

Udvalgene er selvsupplerende. 

§ 12 LEDELSE AF KLUBBEN

Klubbens daglige ledelse forestås af en Bestyrelse, som, næst efter generalforsamlingen, er klubbens øverste myndighed. Klubben er ansvarlig for de beslutninger der på lovlig vis er truffet af bestyrelsen. 

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, og fører referat over bestyrelsesmøder samt generalforsamlingen.

Bestyrelsen beslutter og offentliggør på klubbens hjemmeside politikker for anvendelse af klubbens faciliteter, herunder opbevaring af private kajakker, samt gebyrer herfor. 

Ved afstemning i bestyrelsen og stemmelighed, tæller formandens stemme mest. 

 

§ 13 TEGNINGSREGLER FOR KLUBBEN

Stk. 1 Klubben tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening i forbindelse med indgåelse af aftaler med ansatte og leverandører, dog undtaget indkøb der er omfattet af klubbens daglige drift. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes klubben af den samlede bestyrelse.

Stk. 2 Salg/pantsætning kan kun finde sted efter godkendelse på generalforsamlingen.

 

§ 14 REGNSKAB

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal inden 1/3 aflægge årsrapport for det foregående år og status pr. 31. december til revisorerne. Årsrapport forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning og underskrift. Årsrapport offentliggøres i klubben og på hjemmesiden sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling. 

Bestyrelsen forvalter klubbens pengemidler under ansvar over for generalforsamlingen, og ud fra vedtagne budgetter. Bestyrelsen er desuden ansvarlig for det overordnede regnskab.

§ 15 TILHØRSFORHOLD

Klubben skal være medlem af Dansk Kano og Kajak-Forbund (DKF).

§ 16 HÆDERSTEGN

Bestyrelsen kan til medlemmer, der på særlig måde har gjort sig fortjent hertil, uddele en hædersbevisning, herunder gøre medlemmer til æresmedlemmer. Æresmedlemmer betaler ikke kontingent til klubben. 

§ 17 KLUBBENS OPLØSNING

Klubbens opløsning kan kun finde sted, når det vedtages på to generalforsamlinger med mindst 1 måneds mellemrum og med 2/3 majoritet af de fremmødte stemmer.

§ 18 DOPING

Benyttelse af ulovlige midler, som er opført på Danmarks Idræts-Forbunds dopingliste, er ikke tilladt.  Overtrædelse af denne regel medfører øjeblikkelig udelukkelse fra klubben.

§ 19 NATUR OG MILJØ 

Medlemmet er forpligtet til at respektere fredningsbestemmelser, og drage omsorg for, at den aktivitet der udføres ikke tilføjer miljøet skade. Medlemmet skal endvidere rette sig efter det til enhver tid gældende "Regulativ for Gudenå" og Miljøministeriets bekendtgørelse om "Ikke erhvervsmæssig sejlads på Gudenåen med sidevandløb". Medlemmet er således forpligtet til at vise hensyn over for fugle, fisk, planter og dyr samt sikre, at landgang ikke foretages med ødelæggende virkning på brinkerne til følge. Det er ikke tilladt at ro ind i sivområder og områder med åkander.

§ 20 ANSVAR OG FORSIKRING

Stk. 1. Klubudstyr: Ansvar for skade på andres såvel som klubbens materiel pålægges medlemmet personligt. Silkeborg Kajakklubs transportforsikring dækker dog skade på klubudstyr under transport i Danmark og Nordeuropa. Klubben dækker selvrisikoen ved transport til og fra løb, samt arrangementer som afholdes i Silkeborg Kajakklubs regi. Ved skade på klubudstyr ved transport i forbindelse med andre aktiviteter betaler medlemmet selv selvrisikoen. Ovenstående er forudsat at betingelserne for transportforsikringen er overholdt - herunder reglen om uagtsomhed. Hvis et medlem ikke overholder betingelserne, kan medlemmet gøres erstatningspligtig.  

Stk. 2.  Transportforsikring dækker kano og kajak transporteret på klubbens registrerede trailere. Et medlem der transporterer klubbens kanoer eller kajakker på anden vis er erstatningsansvarlig i tilfælde af skade. Private kajakker der af bådpladsudvalg er tildelt plads er dækket af klubbens til enhver tid gældende erhvervsforsikring.

REVISIONER

27. marts 2017: Ændringer til: § 2, § 4, § 5, § 8, § 10, § 11, § 12, § 13, § 16, § 20, Slettet: § 21 

8. marts 2015: Ændring til § 5, stk. 3 vedtaget på generalforsamling 

16. november 2008: Ændringer til § 6, § 10, § 14 og § 21 vedtaget på generalforsamling

 

Bestyrelsen, 3. april 2017.