Skønne kajakdage i Sverige

Af Asger Pallesen

 Beretning fra kajakklubbens sommertur til Bengtsfors 2.-7. august.

Overvejer du at melde dig til næste års sommertur med Silkeborg Kajakklub, så vær klar over én ting: det kan være stærkt vanedannende….

Jeg har ikke tidligere deltaget i udlandsture med kajakklubben – og faktisk heller ikke i andre af turudvalgets forskellige tilbud. Men efter sommerturen i dagene 2.-7. august, vil også fremtidige ture med klubben blive prioriteret højt i ferieplanlægningen. Campingturen til Bengtsfors i Sverige – med kajakroning som det centrale omdrejningspunkt – var for mig ét højdepunkt denne fantastiske sommer.

Efter en lille justering af turens varighed besluttede vi på et formøde at gennemføre den, selv om forhåndstilmeldingen var ret behersket. Så om morgenen fredag den 2. august kørte vi nordpå, seks personer fordelt i to biler. Kajaktraileren var blevet pakket aftenen før med campinggrej og diverse kajakker – blandt andet en 2’er, som skulle vise sig at blive benyttet flittigt med Jette Steensgaard som kyndig ”kaptajn” og indpisker.

På Dalslands Camping og Kanotcenter udenfor Bengtsfors, 175 km. nord for Göteborg, blev vi sidst på eftermiddagen modtaget af Jens Christiansen med familie, som allerede havde været af sted på en uges primitiv camping i områdets mange søer. Og kajakklubbens lejr var snart etableret med fælles spisetelt omgivet af enmandstelte af varierende beskaffenhed - fra nyindkøbte hightech-modeller  til et eksemplar,  som godt kunne være samlet op på Roskildefestivalens overskudslager.

Godt med proviant

Vi havde medbragt en gryderet til den første aften, og i det hele taget var vi yderst velforsynet med  proviant hjemmefra, hvilket bidrog til at gøre turen ganske billig. Der manglede således heller ikke rødvin til hyggen omkring bålet, som den vietnamesiske lejrchef tændte hver aften.

Dalslands Camping og Kanotcentral lå  ved bredden af søen Ärtingen, hvor vi både kunne sætte kajakkerne i vandet og hoppe i det lune badevand. Vi fik også afprøvet den brændeovnsfyrede, tøndeformede sauna på pladsen, som udgjorde en fin base for fire dages roture i det sørige Dalsland. 

Bortset fra en enkelt kraftig tordenbyge på et kvarter havde vi alle dage forrygende vejr med sol og høje temperaturer – og rygterne om de svenske myg viste sig samtidig at være stærkt overdrevne. Vi oplevede dem i hvert fald ikke.

De mange søer i det naturskønne område indgår i Dalslands Kanal-system, som binder søerne sammen – en del steder med sluser.  To dage roede vi ud fra campingpladsen, og de to andre dage kørte vi med kajakkerne på traileren til et andet udgangspunkt. Mulighederne er utallige, og selv om der er mange kanoturister, er de fordelt på så meget vand, at man kun møder få kanoer – eller motorbåde. En ganske anden oplevelse end sommerens trængsel på Silkeborg-søerne…

Også tid til hygge

Årets sommertur var ikke præget af de store maratonpræstationer. Der skulle også være tid til hygge på campingpladsen og gode pauser på turene – og nogle droppede en ro-dag for i stedet at kigge nærmere på den lidt søvnige by Bengtsfors med omgivelser. Dagen forinden havde tæret på kræfterne: 24 km på Laxsjön i uforudsigelige sidebølger, som var noget større, end vi er vant til. Vi slap dog med en enkelt kæntring – og hvad gør det at blive våd, når vandet er 23-24 grader varmt…

Alt i alt har deltagerne på turen kunnet skrive mellem 60 og 90 km ind i deres rostatistik – derudover blev det til en aften med kajakleg, makkerredning og afprøvning af forskellige kajaktyper på den spejlblanke sø ved campingpladsen.

Ikke alle i gruppen kendte hinanden, inden vi tog af sted. Det gør vi i hvert fald nu – og 26. august mødtes vi i klubhuset igen til en grillaften, hvor vi genoplevede og så billeder fra turen.  Og vi kan kun anbefale alle, der har muligheden, at melde sig til fremtidige sommerture – uanset hvilket niveau man ror på.

Tak til turudvalget med Erik Overbeck i spidsen for en flot tilrettelagt tur. Og tak til hele holdet: Jette Stensgaard, Inger Nordentoft, Henriette Severin Jensen, Ole Jul, Erik Overbeck og Jens Christiansen incl. familie for godt samvær på årets sommertur.

Se billeder her