START på HANDICAPRÆS ONSDAG D. 3. MAJ 2017

HANDICAP - kom og vær med !

Du kan få kvinder og kager og jordbær for sjov men der er intet så skønt som en vuffeli-vov.

Sådan synger Shu-bi-dua og næsten ligesådan lyder det fra kajakroerne når vi nærmer os maj. For "Du kan ro EM og VM og OL for sjov, men der er intet....."

Alle roerne, - hver og en ved jo godt, hvor den virkelig store ære ligger, og at førnævnte mesterskaber alle blegner i sammenligning med Silkeborg Kajakklubs ugentlige "Handicapræs".

Så fra onsdag d. 3. maj og hver onsdag sommeren igennem, helt frem til den sidste onsdag før Tour de Gudenå, samles spændte og konkurrenceivrige roere, unge og ældre, motionister og elite.

Klar til start kl. 19.

Handicap-pigerne Mette, Janne, Lene og Gitte sender kajakkerne afsted. Man ror mod sig selv og sin egen tid. Alle er meget velkomne til at deltage. Turen er ca. 4 km, så alle kan være med. Der startes og sluttes ved kajakklubben, og turen går fra klubben, ud i søen, rundt om ”handicap øen” og retur til klubben.

Det er let at melde sig til. Man skal bare skrive sig på listen, som hænger på opslagstavlen i klubben. Af hensyn til teknikken og tidtagerne, skal de deltagende have sat ring om deres startnummer senest kl. 18.30. Nummeret som man skal have på sin båd under løbet, får man af tidtagerne første gang man ror. Man har det samme nummer gennem hele sæsonen.

Årets første løb har en temmelig hektisk start. Alle bliver sendt afsted på samme tid, så der er kamp om pladsen, meget trafik og uroligt vand de første par hundrede meter. Hvis du ikke er fuldstændig balancestærk, kan det derfor være en god ide at vente med at ro til gangen efter.

Kom i stedet ned i klubben og se, hvordan det foregår. Det er altid sjovt at se kaproerne kæmpe om at få den bedste start når startskuddet lyder til årets første handicapræs.

   Handicap starten i 2015

Handicap starten i 2015

Første gang man deltager, ror man sin ”0-tid”, som herefter danner grundlag for beregningen af starttiden til næste løb. ”0-tiden” starter altid kl. 19.00. Fra 2. gang og løbene herefter, bliver roerne sendt af sted med forskelligt starttidspunkt. Starttidspunktet er udregnet således at alle, såfremt de ror op til deres bedste tid, kommer i mål samtidig. Tidtagerne står med bankende hjerte og rystende hænder når feltet kommer ræsende op ad åen mod målstregen, for det er mange roere de skal holde styr på, i 2016 var der flere gange over 50 startende både.

Ved Handicapræs gælder det om at forbedre sig fra gang til gang, og gerne så meget som muligt. Ud fra størrelsen af forbedringen udregnes der point, og bedste forbedring i dagens løb giver 50 point, næstbedste 49 osv.....

Kort tid efter, at roerne er i mål, kan dagens resultater ses på opslagstavlen.

Vinderen af den eftertragtede Handicappokal er den, der efter årets sidste løb, har forbedret sig mest igennem sæsonen og dermed har samlet flest point i den samlede konkurrence,

Det er vigtigt at være stabilt deltagende gennem hele sæsonen for at kunne skrabe point nok sammen til en sejr.

Onsdag d. 10. i maj, 14. juni, og 9. august er der klubaften.

Her giver klubben pølser, brød og sodavand.

Der er ret stor tilskuerinteresse, når Silkeborg Kajakklub afvikler Handicapræs.