Silkeborgs Ligahold i kajakpolo er historisk stærk i øjeblikket.

I sidste weekend deltog de i OCI i Odense. Det er det eneste internationale stævne, som holdes indendørs i Danmark. Stævnet var stærkt besat med hold fra 7 lande – deriblandt det tyske herrelandshold, som stillede op for at få seriøs kamptræning.

Silkeborg blev nummer to i sin pulje og var det eneste danske hold, som klarede sig videre til mellemrunden, hvor to stærke tyske hold ventede. Først mødte de bomstærke Hamburg, som toppede Bundesligaen i det meste af 2016. Hamburg kom foran efter 50 sekunder, men derefter dominerede Silkeborg kampen og vandt med 7-5.  
Efter en uafgjort kamp mod Hannover var Silkeborg klar til semifinalen som vinder i sin gruppe i mellemrunden. Modstanderen i semifinalen blev Odysseus fra Holland, som desværre trak en kneben 4-3 sejr hjem.

I kampen om tredjepladsen blev modstanderen igen Hamburg. Silkeborg førte med 2-0 ved pausen, og førte med 3-1 indtil Hamburg 20 sekunder før tid fik pyntet lidt på det, så kampen endte 3-2.
At vinde over Hamburg to gange i samme weekend er utroligt stærkt – og næppe tidligere sket for et dansk klubhold.

Det tyske herrelandshold vandt i øvrigt finalen med 8-2 over Odysseus.

7-5 sejren over Hamburg kan nydes her:
https://www.youtube.com/watch?v=2z0KvRjzhPE&t=556s
https://www.youtube.com/watch?v=T5kAawmxCYo&t=190s