DM i kajak-maraton 2016

Silkeborg Kajakklub vandt 7 guld, 7 sølv og 6 bronze ved de Danske Mesterskaber i kajak-maraton, der blev afholdt på Bygholm sø ved Horsens i weekenden den 18. og 19. juni. Dermed var Silkeborg Kajakklub klart bedste klub.

I Herre senior K1 der roede 30 km. var Silkeborg Kajakklubs 3 deltagere med til at dominere løbet. Mads Brandt Pedersen genvandt, efter et flot løb, det danske mesterskab i kajak-maraton. Nicolai Winther vandt bronze efter at have ligget med i førerfeltet det meste af løbet. Emil Kræmer blev nr. 6. I Herre senior K2 stod der også Silkeborg Kajakklub på førstepladsen. Søren Maretti og Jonathan Dagnæs vandt guld efter et løb, hvor de disponerede kræfterne helt rigtig, og havde mest overskud på de sidste km.

I Dame senior K1 viste Annemia Pretzmann sit speciale, ved langsomt men sikkert at slide sine konkurrenter op, og vinde guld for 3. år i træk. Anne-Sofie Winther viste også flot roning og blev nr. 4.

I Herre U18 K1, der roede 21 km. blev det ikke til medaljer til Silkeborg Kajakklub, men Rasmus Vium Madsen og Mads Holm roede begge to gode løb og endte som henholdsvis nr. 4 og nr. 5.

I Dame U18 K2 roede Line Langelund en sikker guldmedalje hjem sammen med Ida Hugod fra Kano og Kajakklubben 361. I samme løb blev det til en flot bronzemedalje til Nanna Brandt Pedersen og Frederikke Maretti.

I Drenge U16, der roede 17 km. vandt Thorbjørn Rask to gange sølv. Først vandt han sølv i lørdagens K1-løb, og i søndagens K2-løb vandt Thorbjørn Rask også sølv. Sølvmedaljen i K2 blev vundet sammen med Christian Farstad. I Herre U16 deltog også Mathias Fenger-Erichsen, der blev nr. 9 i K1.

I Dame U16 K2 vandt Caroline Emilie Faurschou en sikker guldmedalje sammen med sin faste makker Helene Fabrin-Brasted fra Vallensbæk Kano og Kajak Club. Mathilde F. Christensen deltog også med sin faste makker Sara Bachvarova fra Kajakklubben Limfjorden, og de vandt sølv. Mathilde F. Christensen vandt endnu medalje, det var i K1, hvor det blev til bronze.

I det store felt af Drenge U14 K1, der roede 13 km.  vandt Jeppe Maretti en meget flot guldmedalje. I samme løb blev Lucas Solne blev nr. 5, Nicolai Kristensen nr. 7, Noah Dyekjær Pedersen nr. 11, Valdemar H. Kappel nr. 22, Rasmus Aborg nr. 24 og Carl Hinge nr. 27. I Herre U14 K2 vandt Jeppe Maretti endnu en medalje ved at vinde sølv. Lucas Solne og Oscar Schaufuss vandt i samme løb bronze, og Nicolai Kristensen og Silas Dupont blev nr. 6.

I Pige U14 K1 blev Frida Berndt Davidsen nr. 5, og Kristine Rohde blev nr. 8. Frida Brendt Davidsen deltog også i pige U14 K2 hvor hun blev nr. 4. og i samme løb blev Josephine Kristensen og Lærke Langelund nr. 5.

I de to yngste aldersklasser U10 og U12, der roede 6 km. vandt Anton Hinge guld i Drenge U10 K1. I samme løb blev sølvmedaljen vundet af Marius Farstad. I Pige U10 K1 vandt Frida Hinge sølv, og hos de lidt ældre U12 piger vandt Camilla Rask bronze og Line Holm blev nr. 7.

Hos Herre Master, der roede 21 km., vandt Thomas Rask sølv i 45+ klassen og Søren G. Hansen og Tim Pedersen tog bronze i K2 også i 45+ klassen. Derudover blev Peter Nyegaard nr. 7 i K1 i 50+ klassen.