Uddeling af Idrætspriser

Ved et stort arrangement i Jysk Arena tirsdag den 1. marts uddelte Silkeborg Kommune og Idrætsrådet sine idrætspriser for året 2015.

Idrætsprisen tildeles de idrætsudøvere i Silkeborg Kommune, der har opnået store idrætspræstationer: guldmedalje ved DM eller medalje ved NM, EM eller VM.

Ud af 92 prismodtagere kom de 40 fra Silkeborg Kajakklub, – altså næsten halvdelen af alle prismodtagerne i Silkeborg Kommune.

Af de 40 medaljetagere var der 4 medaljetagere til VM, 9 medaljetagere til EM og 20 medaljetagere til NM.

For at illustrere aldersspredningen blandt prismodtagerne kan man i den ene ende af aldersskalaen nævne Camilla Rask (U10 – DM Maraton) og i den anden ende af aldersskalaen genvandt Svenning Jørgensen EM og VM i maraton (Master +65).

Udover de ”almindelige” idrætspriser, blev der også uddelt Idrætsrådets Talentpokal og Idrætsrådets Tipspokal.

Idrætsrådets Talentpokal tildeles den idrætsudøver, der udøvet den bedste junior/ungdomspræstation i Silkeborg Kommune i løbet af året. Denne pokal blev for 2015 tildelt til Cathrine Rask og Mette Gravesen. Pokalen blev givet på baggrund af pigernes VM Guld i K4-500m (U18).  Begge piger er på baggrund af deres flotte resultater i 2015 blevet optaget på Team Danmarks Talentprogram sammen med 16 andre atleter fra hele Danmark på tværs af alle sportsgrene.

Idrætsrådets Tipspokal tildeles den idrætsudøver, der har udøvet den bedste seniorpræstation i Silkeborg Kommune i løbet af året. Denne pokal blev for 2015 tildelt Katrine Græsbøll Christensen, der er første-års senior, for EM Bronze i K1-500m (U23). Herudover stillede Katrine op i 9 finaler til NM og vandt 8 guldmedaljer og en sølvmedalje. Katrine er Team Danmark Eliteatlet, og træner til daglig med seniorlandsholdet på Elitecentret i Bagsværd.