VM - Maratonlandsholdets 9 Silkeborg roere på vej til Györ, Ungarn

Der er udtaget i alt 11 danske roere, og de 9 af dem kommer fra Silkeborg.

 

VM Maraton afholdes i Györ i Ungarn fra den 11. – 13. september.

I Ungarn har kajaksporten samme høje status som fodbold.

Derfor vil de danske roere blive mødt af mange fanatiske tilskuere, som sikkert vil forsøge at ryste vores roere, der nok er vandt til mere rolige tilskuere.

Samtidig vil vore danske roer uden tvivl også blive mødt med stor respekt og anerkendelse, idet der i truppen er både en U-18 verdensmester og en dobbelt U-18 Europamester.

Desuden har klubben en mangedobbelt europamester og verdensmester i Svenning Jørgensen.

Endelig er Silkeborg Kajakklubs nuværende formand Jeanette Løvborg K2 verdensmester anno 2013, sammen med den nu OL aktuelle Henriette Engell Hansen.

Mads Brandt Pedersen er regerende U-18 verdensmester, men er i år rykket op i seniorklassen og stiller derfor til start i U-23 klassen.

Ved Europamesterskabet i Bohinj i Slovakiet roede Mads et fantastisk flot løb og gav de erfarne spaniolere og portugisere rigtig god modstand og endte på en fornem 4. plads.

Ved Europamesterskabet fejede U-18 pigen Cathrine Rask fra Gjessø al modstand til side og vandt i både K1 og i K2.

Cathrine stiller i år op i U-18 K2 sammen med sin klub og træningskammerat Anne-Sofie Winther, der får sin VM debut.

Anne-Sofie er ikke noget ubeskrevet blad i maraton sammenhæng, idet hun er tidligere U-16 Danmarksmester og vandt DM sølv i U-18 klassen sidste år, samt senior sølv til Silkeborg Regattaens Maratonløb.

Cathrine Rask stiller ligeledes op i U-18 K1.

Søren Maretti og Nicolai Winther stiller også til start i U-18 K2.

Søren Maretti vandt ved Europamesterskaberne sølv i K2 sammen med Jonathan Dagnæs, der i år har valgt at satse på sprintdistancerne.

Nicolai Winther vandt bronze i U-18 K1, så det er en særdeles stærk duo, der nu sidder sammen.

Nicolai Winther stiller også til start i K1, og han vil uden tvivl forsøge at forbedre sin bronze fra sidste år.

I U-18 K2 har Silkeborg også yderligere 2 rigtigt stærke roere med til start. Rasmus Vium Madsen og Emil Kræmer.

De roede også EM sammen, hvor de endte på en 9. plads kun 52 sek efter vinderne.

Undervejs have de to Silkeborg roere haft de meget stærke tyskere på slæb, og roede altså lige op med dem, hvilket i sig selv er en rigtig mandfolkepræstation.

Så måske lurer der en overraskelse her, de virker i hvert fald meget opsat på at lave et godt resultat igen.

Endelig har Silkeborg og Danmark de to meget erfarne maratonroere Annemia Pretzmann og Nicolaj Blach til start.

Annemia stiller til start i U-23 klassen. Ved EM roede Annemia Pretzmann sig til en flot 5. plads i det stærke felt, og hun er Danmarksmester 2014 og 2015

Nicolaj Blach er til start i seniorklassen. Nicolaj har i mange år ligget helt i top i Danmark og har mange flotte internationale resultater på visitkortet.

De har begge trænet godt og hårdt, så her kan der også lure et par topresultater.

Endelig har Silkeborg også maratonveteranen Svenning Jørgensen til start.

Svenning er mangedobbelt verdensmester, og har ikke tænkt sig at bryde sejrsstriben.

 

Truppen flyver til Ungarn på tirsdag, og har således et par dage til at vænne sig til omgivelserne og banen som er udlagt på floden Mosoni-Duna, som er en biflod til Donau.