Sponsorudvalget til kiropraktor fra morgenstunden!

Her til morgen mødtes sponsorudvalget i venteværelset hos kiropraktoren på Skolegade.

Et pudsigt sammentræf, - men det viste sig hurtigt at vi alle led af det samme.

Armene-over-hovedet-syndromet.

Så rådet fra kiropraktoren var at vi skulle forsøge at undgå at sove med armene over hovedet.

Det bliver nu svært efter den oplevelse, vi havde i går til Sponsorstævnet 2015.

 

Det var herligt at opleve den store opbakning fra alle Jer der deltog i jagten på sponsorer, og som sammen fik samlet 120.000,- kroner sammen, til Kap og Eliteudvalget, - og altså dermed til Jer selv.

Det er langt over det, vi havde håbet på! Rigtigt flot arbejde!

Fantastisk dejligt at I alle havde taget det fine tøj på, det så rigtigt godt ud og der kom mange anerkendende bemærkninger om det. I kan jo godt, -så bliv endelig ved med det.

Det, og så flot roning i blæsevejr, var med til at give et rigtigt godt og flot indtryk af kajaksporten når den er bedst.

Tænk sig, at vi i Silkeborg kan samle så mange Danske, Nordiske, Europa og Verdensmestre, som sammen med en flok helt nye roere med blot 70 km på kontoen kunne vise hvordan man ror kajak.

Herligt var det også at se hvordan vores helt nye, - og uden tvivl kommende seje kaproere, gav pokker i vejr og vind og bare gav den gas, og endda havde overskud til en spurt til sidst. Flot, og dejligt at vide at en masse nye talenter er klar til at lure de erfarne kunsten af, og indtage medaljeskamlerne. Vi gætter på at det ikke varer så længe.

En stor tak til Baneudlægning- og stævneudvalget for udlægning af banen, og for lyd, film og teknik.  Fin speak af Niklas og præcisionsregistrering af antal omgange af Eva og Mikkel.

Jes der styrede slagets gang, og FC der stod for sikkerheden.

Claus Byskov gjorde det godt som Sprechstallmeister, ligeså Søren og Tom der stod for grillen, - og for områdets første ildebrand J!

Gode taler fra Gitte Villumsen, Rune Kristensen og Peter Nyegaard.

Afd. direktør Steen Rasmussen, SparNord Bank satte gang i sponsoraterne ved at overrække en check på 20.000,- til klubbens talentarbejde. 

IMG_0854.JPG

Da alle var retur i klubben, var der Mormormad sponseret af Hotel Himmelbjerget, og serveret af de fire Mormor/Farmor-wannabies, Birgitte, Pia, Lene og Gitte.

Nye kartofler, frikadeller med brun sovs og rødkål.

Tak for mad Henrik og Pia, - det smagte som altid herligt!

Dagen blev afrundet med lodtrækning af citygavekort og biografbilletter, samt fødselsdagssang og kage til Gustav Skovsager, (Casper Pretzmann var kørt til København).

Endnu en gang tak for en herlig dag, og god sommer til Jer alle!