Træningslejr i Portugal

21 elite kajakroere fra Silkeborg Kajakklub og Superkraftcenter Silkeborg bruger skolernes vinterferie, i uge 7, på træningslejr i Montebelo i Portugal. Kajakker til de aktive og motorbåd til træneren er lejet af Nelos træningscenter på stedet, og alle er indkvarteret og spiser på det 5 stjernede feriecenter Montebelo Aguieira - Lake resort & spa. Rejsen herned gik planmæssigt, og foregik med fly fra Hamburg til Lissabon og med bus fra lufthavnen til træningscenteret.

Montebelo Aguieira er et populært træningscenter for elite kajakroere og landshold. Samtidigt med os er det polske dame- og kano landshold samt Litauens herre- og kano landshold her. Der er også 2 unge tyskere, og to ungarer, hvoraf den ene er Danuta Kozak. Derudover er der også en række andre danskere, bl.a. 17 talenter fra Vejle Kajakklub og Holte Roklub sammen med Kraftcenter Vejles træner Bjørn Jeppe. Derudover er Torben Thomsen, Nicolai Blach og William Axelsen her også, dvs. at der i alt er 43 danskere på træningslejr i Montebelo Aguieira i uge 7. Og mandag ankom et russisk landshold på 65 personer.

Lørdag den 7. februar var første træningsdag, hvor der blev roet kajak to gange og løbetrænet. Søndag den 8. februar blev der også roet kajak to gange, samt trænet cirkeltræning for pigerne og vægttræning for drengene. Mandagens træning indeholder også to gange kajaktræning, men mandag byttede pigerne til vægttræning, og drengene trænede cirkeltræning. Søndagens of mandagens fire gange kajak-træning blev optaget på video, og blev gennemgået i fælleskab om aftenen.

Aktive fra Silkeborg Kajakklub eller Superkraftcenter Silkeborg er: Frederikke Maretti, Emil Skovgaard, Line Langelund, Sigrid Bøgh Jensen, Mette Gravesen, Ida Hugod, Anne-Sofie Winther, Jonathan Dagnæs, Nicolai Winther, Søren Maretti, Emil Kræmer, Nanna Aagaard, Mads Brandt Pedersen, Morten Graversen, Mikkel Thybo, Casper Pretzmann, Jeppe Jensby, Jesper Beer, Annemia Pretzmann, Emil Noe Nielsen og Emil Stær. Træner på turen er Finn Pape.

Træningen fortsætter frem til og med lørdag, og alle er hjemme igen søndag den 15. februar.