Forårstræningslejr 2013 i Le Temple sur Lot - opdatering

Anden uge af KC Silkeborgs forårstræningslejr i Le Temple sur Lot i Sydfrankrig er kommet godt i gang. Lørdag den 23. marts ankom den sidste og store gruppe af deltagerne til Le Temple sur Lot, og alle 40 deltagere er nu samlet til de sidste 2 ugers træningslejr.

I går søndag den 24. marts var der solskin hele dagen og temperatur omkring 20 grader, og der blev trænet 3 x kajak, med sprint- og mellemdistance træning i to korte træningsture om formiddagen, og et længere træningspas med udholdenhedstræning om eftermiddagen. Der blev optaget video af træningen, der blev gennemgået i fællesskab om aftenen.

I træningslejrens første uge (uge 11) blev der trænet 173 km. kajak. Men da det endnu er marts måned og derfor er meget tidligt på sæsonen, har den fysiske træning også haft høj prioritet. Derfor er der ud over de 173 km. kajak også blevet trænet: 2 x vægttræning, 2 x cirkeltræning, 2 x løbetræning og 2 x basketball.

Le Temple 2013-2.JPG