København – set fra en kajak

Solcreme og beskyttende hovedbeklædning viste sig at være noget af den vigtigste bagage, da en flok af klubbens kajakroere tog til København for at opleve hovedstadens seværdigheder fra søsiden. Sommeren havde i den grad ramt Danmark i weekenden 18.-20. juli, hvilket selvfølgelig var med til at gøre turen til en suveræn oplevelse for de 11 roere – plus en enkelt ægtefælle, som tog turen til staden på cykel!

Den første bilfuld tog fra Silkeborg tidligt fredag med kajaktraileren, og efter teltslagning på Holmen blev kajakkerne hurtigt sat i vandet til et første bekendtskab med bølgerne i Københavns Havn. Især for turkajakroere kræver det koncentrationen at ro i havnen, hvor de mange motorbåde, kanalrundfartsbåde og vandbusser sætter vandet i bevægelse og giver store bølger forfra, bagfra og fra siderne. Men det er en sjov udfordring, og ingen af os røg ufrivilligt i vandet i løbet af weekenden.

De sidste deltagere nåede frem om aftenen, så lørdag morgen var alle klar til weekendens længste tur på i alt 32 km. Vi roede gennem Sydhavnen og kiggede nærmere på de imponerende nye bydele, der er skudt op de seneste år. Videre gennem slusen, hvor halvdelen styrede mod Hvidovre Havn til en velfortjent frokostpause, mens de øvrige roede længere ud mod Øresund. På tilbagevejen gik turen gennem Holmens Kanal – forbi Christiansborg, Gammel Strand og mange af Københavns øvrige seværdigheder.  Dernæst ud til Langelinje, hvor hundredvis af turister fra hele verden stod klar til at fotografere kajakroerne fra Silkeborg – for det kan vel ikke have været den bette bronzestatue i vandet, der var så interessant???

Søndag var de mest morgenfriske allerede på vandet kl. 6, mens ”hyggeholdet” ventede et par timer inden en afsluttende rotur gennem Christianshavns Kanal, over til Nyhavn og ud til Trekroner Fort, som bestemt var et besøg værd - alene på grund af caféens kager. Og så var det ellers tilbage til en hurtig nedpakning, så vi kunne forlade lejren til middag – med solbrune arme og en stor oplevelse rigere.

Holmens Spejdercenter, som ligger midt i det hele – med Operaen og Christiania som næsten-naboer – var et ”fund” som base for weekendens klubtur. Et godt sted at have i tankerne, hvis andre på et tidspunkt  vil til København og prøve kræfter med bølgerne – og det kan kun anbefales!

Tak til turudvalget for en godt tilrettelagt weekend – og tak for godt samvær til alle, der var med.

Asger Deibjerg Pallesen

Ref. fra Københavnerturen af Ole Jul.

Det blev en rigtig spændende og oplevelsesrig tur for de 11 deltagere.

Traileren afgik fra Hejrevej 17 kl.: 09.00 med Poul ved rattet og en stor kasse slik, så ingen gik sukkerkolde.

Ca. kl. 13 kunne vi opstille telte ved Spejdercentret på Holmen. Et aldeles hyggeligt sted hvor vi var alene på teltpladsen, og hvor vi ,lidt besværligt, kunne sætte kajakkerne i vandet i kanalen med Christiania på modsatte bred. Derfra kunne vi ro direkte ud i Københavns havn ved Operahuset.

Vi fik roet 11 km. rundt i havnen og nogle af kanalerne.

De fleste turkajakroere havde "opgraderet" fra deres normale kajak til en mere rolig kajak, hvilket viste sig at være en god beslutning. Københavns havn er decideret voldelig på en varm sommerdag, med store bølger fra Ht´s vandbusser, kanalrundfarter, færger, speedbåde, vandscootere og et mylder af andre fartøjer. Det var en god træning for alle.

Da resten af holdet dukkede op gik vi ud og spiste noget god mad. Efterfølgende lidt hygge på teltpladsen inden vi krøb i poserne.

Lørdag var vi på vandet fra kl. 9 til kl. 17, hvilket krævede en god sololie.

Det er en dejlig og helt anderledes oplevelse at se hovedstaden fra vandsiden med alle de smukke bygninger og et fantastisk folklore. Lørdag besøgte vi næsten alt der er værd at se, Havfruen, den nye havfrue, kanalerne og gennem Sydhavnen til Hvidovre Sejlklub, Hvor nogle af os spiste den medbragte frokostpakke. Vi forsøgte os først i kajakklubben for at låne et toilet, men det var de ikke meget for. De henviste til offentlige toiletter, som "vistnok lå derovre et sted", men i sejlklubben var vi velkomne.

Søndag var de friske på vandet kl. 6, og fik en dejlig tur i Nordhavnen, rundt om de store krydstogtskibe og var i land på Trekroner, hvor der er en god udsigt fra kanonlavetterne, forbi Refshaleøen og endnu en tur rundt i kanalerne ved Nyhavn, Ovengade Nedenvandet o.s.v.

En udbytterig, social og dejlig tur. Tak for det.